Hverdagen er så småt ved at indfinde sig her i Shanghai, efter en turbulent start med at finde nyt sted at bo, en tur på hospitalet og det at flytte sammen med en nordmand. Det betyder også at 12-sporsmotorveje, ninjaknallerter og chips med citronte-smag er blevet lidt trivielle. Derfor var det meget rart at der her i går blev spillet en landskamp, som kunne ruske lidt op i de nationale skel her i lejligheden. Den storskrydende nordmand var ikke sen til at proklamere at hans landshold ville ydmyge Danmark i Parken. Han, Christian, oplever i skrivende stund en karma boomerang.
Men inden vi kom så langt som til at Jon og jeg fik 4 måneders håneret, så skulle vi lige finde et sted at se den famøse landskamp, en jagt som skulle vise sig endog meget udfordrende og som også bragte et par nye, interessante bekendtskaber og dertilhørende røverhistorier med sig.
Først tog vi over på en bar som hedder Big Bamboo, tilholdsstedet for det danske fodboldhold Shanghai Vikings og derfor nok aftenens bedste bud på at se kampen. Her havde den store kinesiske firewall desværre lukket for deres stream til Europa, og dermed måtte vi, selvfølgelig efter en fadøl, ud at lede igen. Klokken var nu midnat og kampen startede klokken 2.15.
Næste sted var en norsk-ejet bar, og allerede der ringer alarmklokkerne jo. En norsk stamgæst mente dog at kampen måske kunne blive vist der, og sagde vi gjorde klogt i at blive hængende og vente. Det gjorde vi så, og det blev interessant, for Jon og jeg faldt hurtigt i snak (over en smøg og en fadøl) med to hollændere, Terese og Tom på et par og 30, der sad udenfor. Snart tilsluttede sig også en skaldet, tatoveret, men i øvrigt sympatisk udseende schweizer ved navn Terri, ligeledes i starten af 30'erne, sig. Og Tom og Terri var gode for nogle seriøse røver historier, og de var ikke blege for at dele dem med os. Så i stedet for at se årets vigtigste fodboldkamp endte vi med at høre historie på historie om forskellige småskærmydsler med politiet og hvordan et par hundrede RMB kan få en ud af en knibe, om rigmandssønner som bliver rullet for flere 100.000 kr. af en tvivlsom alliance mellem forbrydere og ordensmagt, om at bestille hele menukortet på byen dyreste restaurant og kun spise en reje, om at de rige bare kan tage stoffer i et land hvor der ellers er dødsstraf for besiddelse og om tilstedeværelsen af The Black Police (mafiaen) til en forretningsforhandling sammen med byens borgmester, politichef og administrative spidser (det var dog ikke i Shanghai, men i en anden provins). Til sidst var det som om at Tom og Terri bare forsøgte at overgå hinanden i vilde historier om gangstere, penge og korruption. Da klokken var ved at være ved kampstart og vi kunne se, at kampen ikke ville blive vist på baren valgte vi at vende snuden mod lejligheden. Vi fik ikke det vi kom efter, men vi fik noget der var næsten lige så godt. Det endte med at Jon og Christian gik i seng mens jeg sad og så liveopdateringerne på Ekstrabladet.dk, småfuld og determineret på at sikre mig at Danmark nu også vandt.
Dagen efter var det en fryd at lade nordmanden vågne op til en lille danskermåtte ude foran hans dør.
Som billedet oven over antyder har jeg endelig fået fingre i et kamera. Hvis man følger links'ne nedenfor kan man se billeder fra vores tur i zoologisk have samt et par stykker af lejligheden hvor vi bor og endnu et par stykker af motiver fundet rundt omkring i Shanghai.
Indtil næste gang, hav det godt allesammen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar