Yellow Mountains, mt. Huangshan

Hej Alle,


Der er sket en del siden sidst. Der er sket en masse hverdagsting som jeg ikke vil trætte (så meget) med denne gang, i stedet vil jeg fortælle om vores tur til De Gule Bjerge.
Den starter på South Shanghai Railway Station. Kinesisk transport er ikke sådan lige at greje, så vi tog som foreslået af vores veninde Johanne bussen fra Shanghai til Huangshan (som betyder gult bjerg på kinesisk). Vi grejede det bare ikke helt, for vi endte i et andet turisthelvede end Johanne, fordi vi ikke stod af bussen i tide, men pyt, vi fik os indlogeret på et billigt hotel og begyndte at udforske den lille by for foden af selve mount Huangshan. Det var ikke noget hit. Det var en stor byggeplads, der blev bygget de første 5 hoteller og et mall samtidig, der var ingen turister og restauranterne, som lå dør om dør havde meget få hvis nogen gæster. En by som aldrig nåede at være by, før den blev spøgelsesby. Hver eneste restaurantejer kaldte på os for at få omsætningen. Og vi blev selvfølgelig snydt grumt da vi endelig købte mad. Til gengæld havde byen et par gode ekempler på chinglish:

Lidt nedtur, men efter en god nats søvn, var vi klar til at køre de sidste tyve minutter til foden af mount Huangshan. Solen skinnede og allerede ved opstigningen begyndte den smukke natur at vise sig. Samtidig er kinesere luddovne, så vi havde faktisk dejlig ro de 2 første af 4 timers opstigning. Kineserne stod nemlig i den flere timer lange kø til gondolerne.
Gondolerne er i øvrigt strengt forbeholdt turister. Eller sagt på en anden måde, varetransporter op til hotellerne i 1860 meters højde foregår på lidt mere gammeldags manèr:

YES, de her mænd har nok 40 kg på hver side af den halve bambusstang. Det er helt vildt så meget de slæber, det kan bare ikke være et job med en høj gennemsnitsalder. Til gengæld var de fleste af dem ved godt mod, og ved denne lejlighed gav en af dem faktisk Jon en smøg. Har ikke andet end respekt for dem.

Efter to nærmest kineserfri timer, kom vi op til gondolernes  endestation, og her brød helvede pludselig løs med kinesere overalt i kø til fotospots, guider med højtalere på maven som råbte unødigt højt og forvirrede kinesere som mente at de var i naturen. Det var de, men de gjorde hvad de kunne for råbe og crowde den ihjel, heldigvis ikke noget som Yellow Mountains hurtigt ryster af sig. Skiltet nedenfor viser alle de gode intentioner som kineserne har, de andre billeder taler vist for sig selv :)

Da vi kom til toppen efter de her 4 timer, de to sidste brugt i mere eller mindre i kø på smalle trapper, bookede vi et værelse på et 8 sengs dorm og gik op til udsigtspunktet i 1860 meters højde. Udsigten var bestemt ikke slem, men det skulle blive meget bedre dagen efter. i mellemtiden skulle vi lige spise og sove.  Nedenfor et par billeder for illustrative purposes.

Vi havde undervejs fundet ud af, at vi havde undervurderet hvor turistfjendtligt et prisniveau der var i disse højder, og vi var derfor lidt flove for kontanter, og uden mulighed for at hæve (tror ikke man overlader bærerne at bære kontanter til en ATM til toppen af indlysende årsager) Det endte godt, men vi kom hjem til Shanghai med under 100 rmb tilbage - tilsammen.

Anywho, før vi kunne nyde Huangshans berømte solopgang sammen med 5000 kinesere, skulle vi lige sove sammen med 5 andre i vores dorm. De to var flinke nok, de sov. Den tredje sms´ ede indtil midnat - med tastelyd. Den fjerde så tv og den femte led af meget voldsomt søvnapnø med dertilhørende tordensnork. vi sov ikke godt og det var mildt sagt hårdt at komme op klokken 5 næste dag for at se solopgangen. Ud over at det var specielt at dele morgenen på toppen af et bjerg på et udsigtspunkt sammen med en masse kinesere, ødelagde skydækket desværre æstetikken lidt. Visse kinesere kedede synes det var lige så interessant at tage billeder af den meget høje hvide mand med skæg der blokerede deres udsyn.

Man kan godt fornemme at det var her man optog Avatar

I ok humør oven på den alligevel betagende oplevelse, men alligevel en smule skuffede over, at solen blev bag skyerne, begyndte vi efter morgenmad at begive os ned ad bjerget, og her viste solen sammen med Huangshan hvor smuk natur kan være. Jeg lader lige billederne stå lidt for sig selv, det kan de godt:

Solen viser sig, fedt!

Sol i øjnene, det er ok :)

Lidt gule bjerge

Man kan ane et af hotellerne, som er afhængige af bærernes utrættelige arbejde

Ikke dårligt klokken ½9 fredag morgen :)

Tusind højdemeter ned = mange trapper!!

Efteråret var så småt, så smukt kommet til Huangshan

Ja, det er bambus, ja de fortsætter to meter ud af billedet, ja han har i hvert fald en time til toppen, kun trapper

Flot lille træ, dem var der mange af

Christian foreviger Jon

Mig foreviget :)

vi var bjergtagede.
Det var i det hele taget en fantastisk tur. Jeg menre virkelig at man bør se de gule bjerge hvis man bare er inden for 1000 km af dem. Eller 2000. De er det hele værd. Hvad mine naturoplevelser angår er Huangshan kun overgået af Grand Canyon, og det kun lige.

Desværre bliver det her nok den sidste tur vi når i Kina, i hvert fald mens semestret er i gang. Nu begynder skolen for alvor at tage fat. Det er selvfølgelig utilfredsstillende.

Det var alt hvad jeg havde for denne gang, hav det godt allesammen


PS: alle billeder fra turen til Huangshan her

Tennis og søndagsskole

Jeg har været til tennis sammen Christian, den af vores norske roommates jeg bedst kan lide. Turneringen hed logisk nok Shanghai Masters, i vanlig kinesisk stil et storladent arrangement hvor man fx har bygget et rimeligt imponerende anlæg kun til formålet. For at få billetter måtte vi i øvrigt tage en halv time med metro til det eneste sted i shanghai hvor de solgte dem over disken, efter at de havde ”udsolgt” på nettet. Da man så sidder der og ser den ene verdensstjerne efter den anden på banen, så filosoferer man lidt over at ”udsolgt” i Kina betyder 1/3 fyldt stadion. Den sande historie bag det her er selvfølgelig, at sortbørshajerne køber en stor andel af billetterne og står ude foran stadion og falbyder dem. Der er bare ikke nok købere, så stadion forbliver halvtomt. Det er i det hele taget et kæmpe problem for kinesiske arrangementer.

Til gengæld var Tennisspillet i top. Vi fik lov til at se Andy Roddick fyre servekanonen af med 226 km/t i en af sine sidste kampe (hvis ikke den sidste) som prof spiller. Hans problem er bare, at han kun kan serve og slå hårdt, han kan hverken tænke eller spille. Det kunne David Ferrer, verdens pt nummer 5, og han stoppede bomberen på den anden side af nettet i tre tætte sæt. Fed, fed kamp.

De to næste kampe var lidt mere jævne, den anden kamp decideret pinlig, den tredje kamp havde et lyspunkt i en Feliciano Lopez som var velspillende og havde en publikumsvenlig attitude. Og også han havde noget af en kanonserv, plus at han godt kan tænke og spille. En underholdende kombination.

Den sidste kamp mellem Verdens nummer 4 Andy Murray mod nummer 123 Matthew Ebden var klart aftenens højdepunkt. Ebden spillede rigtig fint, som en spiller som bejler til top 10 i verden og sikkert det bedste den 23-årige nogensinde har præsteret. Han var bare oppe imod en Murray i sit livs form. Han fik klø, rigitge klø. En gang i mellem når Murray slappede lidt af, kom han måske foran 40-0 i Murrays serv. Så tog Murray sig sammen og vandt nemt resten af boldene i pointet. Skræmmende. I øvrigt kan vi informere om, at hvis Murray kikser et serveopkast, så vil den serv der kommer efterfølgende være på 210+ km/t og et stensikkert es. Han gjorde det 3 gange.

Det var i øvrigt noget af en skuffelse for os først at høre at Federer og derefter Djokovic havde meldt afbud. Man mistænker dem for ikke at gide spille i Kina, det er uforskammet. Oven i hatten røg Nadal ud til en falleret tysker med glasankel. Han lod sig lige falde for nogle kinesiske korruptionsdollars, jeg er sikker på det. Selv om manglen på de helt store profiler (undtagen Murray, som er dårligere end de tre, og guderne skal vide at Murray er god!), så var det stadig et helt vildt fedt arrangement, og jeg kan kun anbefale perifært sportsinteresserede i nærheden af en stor tennisturnering at gøre det samme som os og tage en dag med kvartfinaler.

Alle billeder fra Shanghai Masters. 

Undervisningen på Shanghai Advanced Institute of Finance begynder så småt at tage fat nu her, efter vi har haft hvad man kan kalde et meget let program, siden vi ankom til Kina 15. august. Her i dag, søndag, fik vi en forsmag på, hvordan de næste mange søndage skal tilbringes. Vi havde nemlig skiftet tømmermændene ud med skole, nærmere bestemt risk management fra 9 – 1630 (dog med 1½ times frokostpause – der ligger en MEGET god, billig restaurant lige i nærheden, win!) med professor Chen. Chen er selvfølgelig kineser, ca. 1.60 m høj, 70 år gammel (ok, han kan i virkeligheden være 140), engelsk med tyk accent (selv om han har boet midst 25 år i USA), en rar stemme og ALT for stort tøj. Chen har en master i matematik og har et mantra: ”I don’t believe in empirical studies.” Chen kan mao. lide matematiske modeller. Hans accent, størrelse, rare stemme og lidt ubestemmelige alder får ham til at minde om The Yoda of Finance. Eftersom jeg havde haft (en i øvrigt horribelt ringe) debut for Shanghai Vikings dagen før, med tilhørende 3. halvleg på en meget billig beværtning, var jeg ikke lige i storform i de 7½ time denne søndag. Perspektivet i, at dette kommer til at gentage sig de næste mange søndage er i sandhed skræmmende. Også selv om Chen er hyggelig.

Vi har i øvrigt gjort et kup. Vi har fået ayi. Ayi = rengøringsdame. Hun får 15 RMB i timen (12 kroner), og på to timer havde hun lavet den hvide tornado i vores lejlighed, det er simpelt hen fantastisk. Med den iver og det tempo hun arbejder med, kommer hun nok til at kede sig på tirsdag. Enten bliver vi nødt til at smadre hytten med en fest to gange om ugen med fest, kommer ikke til at ske, eller også komme hun til at få afpudset sine skjortestrygningsskills J

15 RMB er i øvrigt standardtakst for ayi, det er ikke fordi vi udnytter nogen her. We are the good massa’s.

Kinesere og gangsterrappere (øser)

Kinesere og gansterrappere er umiddelbart ikke to sociologisk forenelige størrelser, ikke desto mindre synes de at have en ting til fælles. De skal altid blære sig. Rapperne køber store guldkæder, diamanttænder og svinedyre biler, og det samme gør kineserne (ok, måske ikke diamanttænderne, grillz for dem som skulle være interesserede i lidt street lingo). For kineserne gælder der et mantra: ”det skal være dyrt, og det skal kunne ses”. Derfor går de også meget op i, at gå rundt i mærkevarer. Selv fake-mærker som Goirgio Armuni eller Dulce & Cabbanna (Kun eksempler, evt. rettighedshavere er velkomne til at gøre indvendinger mod deres anvendelse i dette indlæg, red.) har sin berettigelse, selv om det er tydeligt for enhvert, at det ikke er den ægte vare.

Det er også klart, at mantraet kommer mere og mere til udtryk, jo rigere kineserne bliver. Man skulle tro, at i kommunismens land ville de rige holde lav profil og ikke skilte med deres kapital. Men der eksisterer ingen jantelov her. Her er ens velstand ligefrem proportional med de Gucci-sko, konen ikke kan finde ud af at gå rundt i, og de fire hjul man lader sig transportere på. Især på bilfronten har Gangsterrapperne og kineserne noget til fælles. Det skorter ikke på eksorbitante udskejelser på denne front, og derfor bliver er der ikke dette indlæg ikke plads til Mercedes SL600, Mercedes SLK, BMW 760Li, Audi A8L W12 eller Porsche Cayenne. Vi skal lige niveauet op. For at give et lille indtryk af, hvor gode kineserne er til at bruge penge på biler, så har jeg nedenfor vedhæftet et par billeder jeg tog i eftermiddags på en gåtur gennem French Concession. I nævnte rækkefølge har vi: Bugatti Veyron; Ferrari F430; Maserati Gran Turismo; Ferrari 599 GTR; de to sidstnævnte sammen og Kineser med pap på ladcykel.

Et andet kuriosum i forhold til kinesernes behov for at vise velstand, er deres måde at gå på club på. Her bestilles bord, pris mellem 3000 og 50.000 kr. for en aften. Så bestilles ti flasker af husets dyreste champagne, de bliver bragt ind på rad og række af ti bartendere og der er en overdimensioneret stjernekaster i alle isspandene. Der bliver drukket en halv flaske og kineseren med sit possé ser ud til at røvkede sig de næste to timer, for derefter at smutte. Jeg har sågar set kinesere drikke rødvin (!) i isspand. Bizart at best, så længe der er en spand, så er det åbenbart blær!? I øvrigt kom jeg ud fra et diskotek i går aftes, fredag, og foran mig holdt en Lamborghini Murcielago og en Aston Martin Vantage! Jeg elsker det her land! Selvfølgelig må det være fuldstændig absurd for den almindelige kineser at bo i et ”kommunistisk” land, hvor han skal arbejde 300 år, for at få råd til en Veyron (givet en indkomst på 3000 kroner om mnd., hvilket er hæderligt, at han intet spiser, hvilket er sandsynligt, og at bilen er på danske plader, mindre sandsynligt), og så se andre køre rundt i sådan en. Oven i købet vel vidende at den virksomhed vedkommende har, må have lånt penge af bankerne, som jo alle som en er statsejede. Men der var jo ingen der sagde, at livet er retfærdigt.

Indtil næste gang, hav det godt allesammen!

PS: Jeg har uploadet nogle flere billeder fra en tur i Old Town, til Jing an Temple samt lidt walking about i mit Shanghai album.