Jeg har været til tennis sammen Christian, den af vores
norske roommates jeg bedst kan lide. Turneringen hed logisk nok Shanghai
Masters, i vanlig kinesisk stil et storladent arrangement hvor man fx har
bygget et rimeligt imponerende anlæg kun til formålet. For at få billetter
måtte vi i øvrigt tage en halv time med metro til det eneste sted i shanghai
hvor de solgte dem over disken, efter at de havde ”udsolgt” på nettet. Da man
så sidder der og ser den ene verdensstjerne efter den anden på banen, så
filosoferer man lidt over at ”udsolgt” i Kina betyder 1/3 fyldt stadion. Den
sande historie bag det her er selvfølgelig, at sortbørshajerne køber en stor
andel af billetterne og står ude foran stadion og falbyder dem. Der er bare
ikke nok købere, så stadion forbliver halvtomt. Det er i det hele taget et
kæmpe problem for kinesiske arrangementer.
Til gengæld var
Tennisspillet i top. Vi fik lov til at se Andy Roddick fyre servekanonen af med
226 km/t i en af sine sidste kampe (hvis ikke den sidste) som prof spiller.
Hans problem er bare, at han kun kan serve og slå hårdt, han kan hverken tænke
eller spille. Det kunne David Ferrer, verdens pt nummer 5, og han stoppede
bomberen på den anden side af nettet i tre tætte sæt. Fed, fed kamp.
De to næste kampe var lidt mere jævne, den anden kamp
decideret pinlig, den tredje kamp havde et lyspunkt i en Feliciano Lopez som
var velspillende og havde en publikumsvenlig attitude. Og også han havde noget
af en kanonserv, plus at han godt kan tænke og spille. En underholdende
kombination.
Den sidste kamp mellem Verdens nummer 4 Andy Murray mod
nummer 123 Matthew Ebden var klart aftenens højdepunkt. Ebden spillede rigtig
fint, som en spiller som bejler til top 10 i verden og sikkert det bedste den
23-årige nogensinde har præsteret. Han var bare oppe imod en Murray i sit livs
form. Han fik klø, rigitge klø. En gang i mellem når Murray slappede lidt af,
kom han måske foran 40-0 i Murrays serv. Så tog Murray sig sammen og vandt nemt
resten af boldene i pointet. Skræmmende. I øvrigt kan vi informere om, at hvis
Murray kikser et serveopkast, så vil den serv der kommer efterfølgende være på
210+ km/t og et stensikkert es. Han gjorde det 3 gange.
Det var i øvrigt noget af en skuffelse for os først at høre
at Federer og derefter Djokovic havde meldt afbud. Man mistænker dem for ikke
at gide spille i Kina, det er uforskammet. Oven i hatten røg Nadal ud til en
falleret tysker med glasankel. Han lod sig lige falde for nogle kinesiske korruptionsdollars,
jeg er sikker på det. Selv om manglen på de helt store profiler (undtagen
Murray, som er dårligere end de tre, og guderne skal vide at Murray er god!),
så var det stadig et helt vildt fedt arrangement, og jeg kan kun anbefale
perifært sportsinteresserede i nærheden af en stor tennisturnering at gøre det
samme som os og tage en dag med kvartfinaler.
Undervisningen på Shanghai Advanced Institute of Finance
begynder så småt at tage fat nu her, efter vi har haft hvad man kan kalde et
meget let program, siden vi ankom til Kina 15. august. Her i dag, søndag, fik
vi en forsmag på, hvordan de næste mange søndage skal tilbringes. Vi havde
nemlig skiftet tømmermændene ud med skole, nærmere bestemt risk management fra
9 – 1630 (dog med 1½ times frokostpause – der ligger en MEGET god, billig
restaurant lige i nærheden, win!) med professor Chen. Chen er selvfølgelig
kineser, ca. 1.60 m høj, 70 år gammel (ok, han kan i virkeligheden være 140),
engelsk med tyk accent (selv om han har boet midst 25 år i USA), en rar stemme
og ALT for stort tøj. Chen har en master i matematik og har et mantra: ”I don’t
believe in empirical studies.” Chen kan mao. lide matematiske modeller. Hans
accent, størrelse, rare stemme og lidt ubestemmelige alder får ham til at minde
om The Yoda of Finance. Eftersom jeg havde haft (en i øvrigt horribelt ringe)
debut for Shanghai Vikings dagen før, med tilhørende 3. halvleg på en meget
billig beværtning, var jeg ikke lige i storform i de 7½ time denne søndag.
Perspektivet i, at dette kommer til at gentage sig de næste mange søndage er i
sandhed skræmmende. Også selv om Chen er hyggelig.
Vi har i øvrigt gjort et kup. Vi har fået ayi. Ayi =
rengøringsdame. Hun får 15 RMB i timen (12 kroner), og på to timer havde hun
lavet den hvide tornado i vores lejlighed, det er simpelt hen fantastisk. Med
den iver og det tempo hun arbejder med, kommer hun nok til at kede sig på
tirsdag. Enten bliver vi nødt til at smadre hytten med en fest to gange om ugen
med fest, kommer ikke til at ske, eller også komme hun til at få afpudset sine
skjortestrygningsskills J
15 RMB er i øvrigt standardtakst for ayi, det er ikke fordi
vi udnytter nogen her. We are the good massa’s.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar