De seneste blogindlæg har handlet om vores rejser og oplevelser her i Kina. Det har været
relativt uskyldigt, og jeg er sikker på, at efterretningsassistenten der sidder i Beijing og
læser min blog synes ganske godt om mine små skriblerier. Det kan i midletid godt være
han sender en rød rapport til sin overordnede efter at have læst følgende:
Kommunismen i Kina er død som en sild. Den har helt sikkert eksisteret som en idé som
tidligere har repræsenteret en fjern ambition i de beslutninger man har taget. Denne idé er
det kun de mest romantiske partisoldater som stadig holder fast i. Efterhånden er det kun
flaget og rislamperne, som er røde her i landet. Når man ind i mellem møder en kineser,
der ikke kan lade være med at sige sin mening om styret, så er handler fortrydelserne ikke
om styrets falske, kommunistiske forudsætninger, de handler om den store indflydelse
af vestlig kultur på bekostning af den kinesiske, den øgede forskel mellem rig og fattig,
korruptionen der gennemsyrer hele systemet, løgnene og den manglende frihed til at rejse
hvorhen man vil med de penge man vil (det er som kineser forbudt at tage yuan med ud af
Kina, man må bruge rejsecheck). Det er i sig selv også slemt nok, det her enorme land har
enorme problemer, men de har ikke noget med kommunisme at gøre. Kommunismen har
aldrig været her.
Den almindelige kineser kærer sig konstant om penge, og ikke så meget andet. Det
er lidt bombastisk sagt, men i forhold til politik, mener jeg faktisk at det stort set er en
fællesnævner. Kineserne tænker meget på, hvor stor den næste lønseddel er, men
de tænker ikke så meget på, hvor den skal komme fra. Det skal ikke forstås sådan at
kineserne er et langfingret folkefærd og at jeg har anskaffet mig et pengeskab hernede,
slet ikke. Bortset fra på fakemarkederne er kineserne et ærligt og hæderligt folkefærd,
mindst lige så meget som det danske. Kineserne lægger bare større vægt på pengene,
end på hvordan de er fremskaffet. Derfor betyder regeringens løgne, korruptionen, den
vestlige indflydelse og den begrænsede frihed ikke så meget for den enkelte kineser,
så længe de økonomiske indikatorer peger samme vej som de har gjort de sidste ti år,
nemlig helt op i himlen, og så længe dette giver smil på vej ned i banken. For den jævne
kineser er diktaturet ikke noget man mærker noget til i hverdagen, de flyver så at sige
under radaren, mens de sparer op og sparer op for at kunne få råd til fast ejendom, som er
det eneste den jævne kineser kan få lov til at investere i. Og her berører vi vel overfladen
af, hvad det "kommunistiske styre" i Kina egentlig er: Verdens Største Virksomhed, man
kunne kalde ideologien for corporation'isme, for det er hvad det her land i virkeligheden er.
En hovedbestyrelse, her partisekretariatet, som udstikker de store strategiske linjer indadtil
og ikke mindst udadtil, og en masse datterselskaber med hver sin ledelse og som har hver
sine karakteristika. Alle ansatte i systemet ved, at denne virksomhed arbejder på at blive
så mægtig som muligt med alle til rådighed stående midler. De arbejder for virksomheden
fordi det er her, man bedst kan tjene pengene, og hvad der er godt hvor virksomheden er i
sidste ende også godt for en selv. Og penge, det er hvad det i sidste ende handler om: der
opstår ikke opstand mod den store virksomhed i midten, så længe de ansatte bliver betalt!
Når man ser landet som en virksomhed, så begynder man også at forstå, hvorfor den
enkelte kineser ikke kan købe aktier i udlandet, hvorfor det er forbudt at bruge yuan i
udlandet uden tilladelse, hvorfor bankerne og dermed udlånet er statstyret og hvorfor man
ikke skal kritisere systemet med mindre man har et dødsønske (jeg håber, at jeg har en
form for diplomatisk immunitet :)). Det hele handler om, at virksomheden Kina skal vokse
så hurtigt som muligt, og alle tiltag som kan øge virksomhedens afkast bliver taget imod
med kyshånd, ligesom alle tegn på værdidestruktiv adfærd bliver kvast uden tøven.
Det giver ikke mening at tale om det kommunistiske diktatur. Kina er et økonomisk
diktatur: omsætningsmaksimerende og omkostningsminimerende!
 |
Statsfinansieret kapitalisme - alle 492 meter!
|
