Dagen før dagen før National Holiday

Hej Alle,

Det er snart tid til National Holiday i Kina, hvilket betyder at stort set hele landet har fri i 10 dage. Lørdag d. 1. oktober er den helt store festdag hvor kineserne samles for at fejre grundlæggelsen af Folkerepublikken og hylde dens vældighed. Det betyder samtidig starten på den Gyldne Uge, som i alt sin enkelthed svarer til efterårsferien derhjemme, men kartoflerne er erstattet af voldsomme mængder kinesere. Vi er faktisk en smule urolige her 2 dage før den store dag. Vi ved ikke helt hvad vi kan vente os. Byen er ved at blive pyntet op til det helt store skrud. Ved Super Brand Mall (ja, det hedder det, og det er et monster af marmor og italienske mærkevarer), som i øvrigt ligger ved samme metro som det 492 meter høje SWFC (se tidligere post), er der en gangbro som følger en stor rundkørsel hele vejen rundt. På gangbroen er der et kinesisk flag for hver 2. meter. Midten af rundkørslen er pyntet med nyplantede blomster, røde og gule naturligvis, og hvis man vender blikket ned af en af vejene (6 spors), ser man midterrabatter udført i sindrige mønstre af røde og gule planter. I vores lokale metro hænger der kinesiske flag over det hele, selv vores egen compound har hængt flag, lyskæder og rislamper op. Med andre ord er det som om byen stille og roligt begynder at gøre sig klar til en eller anden form for kraftudladning, og vi er en smule usikre på, hvordan det kommer til at manifestere sig. Vi har dog ladet os fortælle at der kommer til at være UTROLIGT mange kinesere, hvilket, det nuværende antal af kinesere på gaden taget i betragtning,  i sandhed er et skræmmende scenarie.

Heldigvis holder Sherpas.com ikke fri, en udbringningsservice for en lang række af Shanghais gode restauranter, så vi kan blive i lejligheden hvis Chinese National Holiday bliver for voldsom. Altså, regeringen sposorerer fyrværkeriet for crying out loud.

En gang i mellem er det meget godt lige at blive mindet om hvor stor Shanghai faktisk er. Her den anden dag fandt jeg ud af, at vi har udsigt til Eiffel-tårnet fra vores lejlighed. Det fungerer som tv-antenne på en nærliggende boligblok, og billedet giver måske en idé om størrelsesforholdet mellem Eiffel-tårnet og et typisk hus i Shanghai. (Eiffel-tårnet er i øvrigt 310 meter højt)

Og så er Shanghai heller ikke færdig med at overraske. Fx har det været en kamp at finde en god kop kaffe i Shanghai, og vi havde sådan set givet op. Især for vores kaffeentusiastiske ven Anders, har dette været en kilde til en vis frustration. Nu fandt vi så tilfældigvis en anbefaling i bladet That's Shanghai på at tage i noget som hedder MQ coffee. Det viste sig at være et meget ydmygt sted placeret i hjørnet af et pompøst højhus i French Concession. Der var ikke meget stemning, det føltes lidt som at gå ind i venteværelset hos lægen, og ud af højtalerne lød Santa Lucia (stil-mash a la Kina, man vænner sig aldrig rigtig til det). Til gengæld stod Marko bag disken, og Marko han vidste noget om kaffe. Vi lugtede allerede lunten da vi så, at de bryggede kaffen med en metode som vi bare ikke kendte, noget han kaldte "to syphon". Syphon indebærer et lille blus, en en rund kolbe og en aflang kolbe, og så bliver vandet dampet fra den runde op igennem et rør til den aflange, og når temperaturen er rigtig, kommes kaffen i og der røres et nøje afmålt antal gange. Herefter hældes der op i koppen, værs'go. Vi var meget imponerede. Et andet trick han kunne, var at lave verdens bedste cappuccino. Det endte med at vi (eller Jon og Anders) faldt i snak med Marko i over en time og fik ham til at love os at lave et meget billigt barista-kursus for os. Vi forventer os meget af det. Manden havde selv skildt sin espressomaskine ad for at installere et meget præcist elektrisk termometer. Hvem gør det? Så vi fandt vores kaffe og vender helt sikkert tilbage.

Indtil næste gang, hav det godt allesammen!

Don’t get sick, little China man

Hej Alle,

Når man som os efterhånden har befundet sig det samme sted et stykke tid, lærer man at finde de små huller i den smogtætte betonjungle. Shanghai er en by, som for 10-15 år siden så meget anderledes ud. Det er ikke noget vi umiddelbart ser. Vi bor i en meget moderne og central del af byen i et 35 etagers kompleks som hedder Da Tong Garden, klemt inde imellem to enorme veje og et 58-etagers luksushotel. Vi har 2 Starbucks inden for 500 meter. Det er et glansbillede på det fremstormende Kina. Man fornemmer dog hurtigt at man ikke skal kradse meget i overfladen, før man ser et andet billede. Efterhånden som vi har bevæget os rundt til fods i byen, har vi fundet små lommer af byen som den så ud, før fremskridtet fik fat. Lommerne bliver mindre og mindre, men de er der, og efterhånden som de bliver klemt inde i mellem de imposante ejendomskomplekser som skyder op overalt i downtown, bliver kontrasten bare tydeligere og mere grotesk.

Hvis man går sig en tur på et par kilometer fra vores compound og ind mod den del af byen, der hedder Old Town, går man blandt hundrede meter høje betonmonumenter, indtil man går ned ad en sidegade rundt om et de høje huse. Når man kommer om på den anden side kan man pludselig få solen i øjnene; bygningerne er blevet lavere og skygger ikke længere. De er faldefærdige og grå, gyderne vi går af er to mand brede, el-installationerne hænger så jeg skal dukke mig. Næseborerne fyldes af duften af mad, madaffald og dårlige sanitære forhold. Fra den smalle gyde rammer vi en en lidt bredere vej med boder på begge sider, biler, scootere og mennesker som snor sig ind og ud mellem hinanden, hver eneste vindue ud til gaden er en dumplingkiosk. Her kan man komme til at se freedompants, blive spyttet for fødderne og høre kinesernes meget højlydte måde at diskutere på. Vi er blevet transporteret et andet sted hen 20 år tilbage i tiden, 1000 km nordpå. Alt imens kan vi høre byggelarmen i baggrunden og højhusene som omringer det lille mikrokosmos og minder os om, at den slags lommer lever på lånt tid, at den oprindelige kinesiske livsstil er ved at gøre plads for noget andet. Lommerne bliver stille og roligt spist af fremskridtet, og det går stærkt, det er som om man er besat af idéen om at vise, at Kina kan være moderne. Jeg tror bare ikke man her i Shanghai har set, at det er den sidste del af sjælen man sælger til djævlen, før det er for sent.

Et engelsk ordsprog lyder sådan her: ”You can’t make an omelet without breaking some eggs”, hvilket frit kan oversættes til ”don’t get sick, little China man”. Kinesere sparer op som gale af deres løn, og det gør de af to årsager; fordi de skal have råd til lejlighed (man kan ikke bare låne penge af de statsejede banker), og fordi der ikke eksisterer sygeforsikring. Den helt store årsag til, at kinesere går bankerot, er sygdom i familien. Når man sammenholder det med de horrible forhold, som næsten alle arbejder under i produktionen hernede, tror jeg selv Amalie kunne regne ud, (ok, måske ikke Amalie, så da Morten Duncan (ok, måske heller ikke ham, så da Villy S.)) at der bliver klækket et par æg i fremskridtets navn. Det er bare ikke noget man tager sig af hernede, for man tager sig ikke af andres ulykke. Forleden læste jeg i avisen, at en gammel mand var faldet om med et hjerteanfald på åben gade, og først var blevet hjulpet efter en time. Da var det for sent. Så længe kineserne har den holdning, så vil vejen til fremskridtet være brolagt med menneskelig tragedie. Så don’t get sick, litlle China man! 

Alle billederne indtil videre

Hej alle,

Fordi jeg har tilføjet, ændret og flyttet lidt på mine billeder fra Shanghai, får I her een gang for alle links til samtlige de billeder jeg har taget i løbet af opholdet. Har siden sidst været oppe i Kinas højeste bygning, Shanghai World Financial Center på 492 meter.

Shanghais højeste bygning, Beijing (ingen ændringer), Shanghai, Lejligheden og Zoo.

Det var dagens servicemeddelelse.

Indtil næste gang, hav det godt allesammen.

Sjove betragtninger gjort i Shanghai og omegn

De følgende små anekdoter repræsenterer et udpluk af de små særheder vi har været ude for, når vores vestlige vaner møder den kinesiske kultur. Så here goes, fragmentariske betragtninger:

1: Freedom pants. Dette fantastiske fænomen som helt sikkert ville berige Danmark med sin tilstedeværelse. Konceptet går i al sin enkelthed ud på, at i stedet for at bruge tid og penge på at udstyre sin 2-årige pode med ble, så laver man i stedet et par bukser med et hul i skridtet så nødtørften kan forrettes, når nøden ligesom viser sig. Og her er kineserne ikke blege for at tolke store dele af omgivelserne som sanitære installationer.

2 ad 1: I forbindelse med ovenstående kan her nævnes et par eksempler som jeg er sikker på også den almindelige Shanghai-kineser synes er en smule grænseoverskridende – med andre ord må der være tale om bonderøves værk. I forgårs så vi en far lade sin datter lade vandet gennem hullet i hendes freedompants – midt på en lille oplyst scene med filttæppe i centrum af et 7-etagers kæmpemall hvor der var udsigt til handlingen fra samtlige rulletrapper. Scenen var oplyst nedefra, og hver gang lyset skiftede farve kunne man se den fine lyse plet chancere med.

Vores venner Anders og Johanne har også oplevet på en tur i IKEA, at en mor sad i en lænestol og holdt et ben af hendes babydrengs i hver hånd, mens han ligesom bagte en kage ned på et stykke papir foran stolen. Da han var færdig? Jamen stolen var da et passende sted at gemmen gaven under...

3: Gamle ninjadamer. Da jeg stod og skulle købe en avis, var der en dame på langt over 70 som forsøgte at snige sig rundt om mig og ind foran mig, for hun gad da ikke vente på en sløv vesterlænding. Den 1.55 høje gamle dame kom desværre ikke så langt, for da jeg løfter armen og albuen for at komme til min pung i lommen, rammer denne albue den gamle dame midt på munden. Hun bliver selvfølgelig sur på mig og begynder på en kombination af hvad jeg gætter er bandeord og at spytte blod. Jeg står der og føler mig lidt rundt på gulvet, for jeg kan ikke sige undskyld på kinesisk, kioskdamen griner højlydt og jeg synes inderst inde at den gamle dame betalte prisen for sine manglende ninjaskills. Det ender med at den gamle dame forlader stedet i meget hurtig gang, stadig spyttende blod, og mens vi også forlader stedet bliver kioskdamen ved med at grine.

4: Rytterstatue på diskotek: På et diskotek der hedder Phebe der ligger i French Concession (bydel), har de en meget underlig og ganske typisk indretning: Alle borde og paneler er i mørkebrunt, fake-egetræ, VIP-områderne, som der er mange af, har som siddepladser store rococco-sofaer malet i guld og beklædt med rød velour. I loftet hænger gamle, tunge lysekroner og i det ene hjørne af baren står en 2½ meter høj rytterstatue med en kæmpeøkse. Ud af højtalerne lyder sodavandsdiskoteksmusik som var populært for 2 år siden i DK i en volumen så det selv i det fjerneste hjørne er umuligt at føre en samtale. Meget mærkeligt, ikke særligt fornøjeligt. Til gengæld har de fleste barer på et eller andet tidspunkt på ugen tilbud på fri bar for 100 RMB. Fornøjeligt nok til at glemme ovenstående J

5: Is: Hvis man køber is hernede, så er det ikke flødeis, det er knust is, og det er ikke is.

5a: De første par gange man glemmer at bede bartender/tjener om ikke at komme is i drikkevarerne og efterfølgende drikker dem, kan man glæde sig til toiletbesøget 6 timer senere.

6: Ingen voldsomme udbrud: Kineserne er et smånervøst anlagt folkefærd,  eller i hvert fald i visse henseender (i trafikken er de frygtløse). Jeg mistede min tomme rejsetaske for et par uger siden da vi i al hast forlod en taxa i en trafikprop. Nede i metroen opdager jeg fadæsen og råber FUCK så højt jeg kan. Resultat: Hele metroen bliver helt stille og alle hoveder vender sig mod mig. Efter et par sekunders stilhed begynder folk lige så stille at genoptage den normale summen. Men det var tydeligt at ham den høje vesterlænding var en suspekt passager fra da af.

7: Højde: Kinesere ER små. Og de designer tingene hernede derefter. Selv i den topmoderne metro må jeg bukke mig for at komme ind OG for at undgå diverse stænger til at holde sig fast i i loftet. Selv oppe I Jinmao tower, Shanghais næsthøjste bygning på 420 meter, er toilettet på 56. etage så lavt, at jeg er tvunget til at sætte mig ned for at forrette hvad der skal forrettes.

8: Snyd: Kinesere snyder, når de handler, og især når de handler med vesterlændinge. De prøver konsekvent at franarre så mange penge fra en, som de kan, og det er ikke udsædvanligt at priserne starter på 800 og slutter på 80. De er simpelt hen ublu, men det er ok hernede. Selv om de har prøvet at tage vild overpris, så fortrækker de ikke en mine, når de bliver afsløret. De sænker bare prisen og kommer videre. Jeg kan til gengæld ikke helt tilgive så let, og en gang i mellem, så skrider jeg bare når det bliver for meget (dog ikke så meget på markeder, mere når fx taxachauffører vil snyde en ved at køre uden taxameter). Der er jo mindst 20 småhandlende der sælger det samme alligevel.

Det var et lille udpluk af de små mere eller mindre typiske betragtninger vi har gjort os, mens vi har været i Shanghai. Byen er stadig enorm og vi har overhovedet ikke lært den at kende endnu. Vi har mødt danskere der har boet her i 10 år og som stadig ikke føler de kender byen.

Indtil næste gang, hav det godt allesammen.

Beijing, en tur på landet

Hej Alle,

Vi har været en tur i Beijing. Jon og Christian har fået besøg af deres kærester Tanja og Nina, og sammen tog vi søndag med højhastighedstoget til Bejing. Turen med toget var fascinerende. Selv om toget kører med over 300 km/t hele vejen, så tager det alligevel over 5 timer at  komme fra Shanghai til Beijing, altså en tur på mere end 1200 km. Mens man sidder i de behagelige sæder med god benplads og bander over den kineser to sæder længere fremme som har sin portable DVD på MAX volumen, flyver landskabet forbi. Kina ser fra toget ud til kun at have tre indstillinger: By, landbrug eller mix af de to. Det er ikke udsædvanligt at man kommer forbi 20-30 fuldstændig ens udseende, halvfærdige skyskrabere med en kran på hver lige op og ned af majs- eller rismarker.

Da vi ankommer til Beijing, er det første man lægger mærke til, hvor forskellig den by er fra Shanghai: Temperaturen er faldet med 5-10 grader, vi frøs faktisk om aftenen, vejene går fra 3 til 1 spor i hver retning, sådan gennemsnitligt (der er stadig intet der slår Luban road vi bor på, med sine 4 spor i hver retning – i to lag), og om aftenen er der rent faktisk stille. Vi så også månen for første gang i 5 uger. Til gengæld må man sige at Beijing er noget mere faldefærdig og beskidt, og mængden af små snuskede restauranter og gadesælgere steg pludselig voldsomt. Alt i alt føles det at komme til Beijing som at tage en tur på landet. Meget mærkeligt at have den fornemmelse af en by med 15 mio. indbyggere.

Taxachaufførerne i Beijing er notorisk uærlige og nægter at slå taxameteret til, med mindre man insisterer på det. Det gjorde det til en kamp at få en taxa som vi ikke skulle betale 5x pris for. Vi endte med at benytte metro når vi kunne.

Vi havde tre dage til at se Beijing, og det viste sig at være passende.  Vi havde, som man jo næsten skal, inlogeret os på et hotel noget under standard, men det motiverer jo bare til at forlade det og tage ud og se noget af byen. Vi nåede at få set Den Forbudte By, Jingshan Temple, Temple of Heaven, Muren, Sommerpaladset og OL-byen. Jeg ved godt at man bare ikke kan tage til Beijing uden at se Den Forbudte By, men hvis jeg kun kunne se 3 ting, så havde jeg valgt de sidste 3. Muren fordi det er så ufatteligt at der på noget tidspunkt var nogen der synes det var en god idé, og oven i købet brugte ressourcer på at bygge den, Sommerpaladset fordi det er så overdådigt dekadent – i sin tid kostede det 15% af Kinas BNP blot at restaurere det, og det blot for at se franskmændene komme og rive det ned nogle år senere (franskmænd er gode til at lave mad, men har et dårligt ry i Kina?). Det er et kæmpe område på 3,5 km2 med 93 broer og templer, imponerende. Lige så imponerende er OL-byen, stadion i sig selv er fantastisk (se billede nedenfor), lige så fantastisk er det, at det ligger på hvad der bedst kan beskrives som en granit-aveny hvor man ikke kan se enden hverken til højre eller venstre. Og så brugte man jo kun anlægget i 14 dage, nu står det kun til ære for turisterne. Ærligt talt et fuldstændig vanvittigt fråds med midlerne, især resten af Beijings forfald taget i betragtning. Til gengæld vil det stå for eftertiden.

Indtrykket af Beijing har været godt, det var rart at komme en tur til landet og få lidt ro. Byen har uendeligt meget mere kultur end Shanghai, men jeg er glad for, at vi ikke havde en dag mere til at se templer, for jeg fornemmer at de alle er bygget og udsmykket af den samme person, uanset om de er bygget til ære for Buddha eller Confuzius. Ærgerligt og kedeligt.

Nu er vi så kommet hjem til larmende, smog-lugtende, civiliserede og 35 grader varme Shanghai. Der var jo kun 25 grader i Beijing, og man måtte have trøje på om aftenen, brrr – er sommeren forresten god derhjemme??

Hav det godt allesammen J

Ps: Billeder fra Beijing 

Jagten på en fodboldkamp

Hej Alle

Hverdagen er så småt ved at indfinde sig her i Shanghai, efter en turbulent start med at finde nyt sted at bo, en tur på hospitalet og det at flytte sammen med en nordmand. Det betyder også at 12-sporsmotorveje, ninjaknallerter og chips med citronte-smag er blevet lidt trivielle. Derfor var det meget rart at der her i går blev spillet en landskamp, som kunne ruske lidt op i de nationale skel her i lejligheden. Den storskrydende nordmand var ikke sen til at proklamere at hans landshold ville ydmyge Danmark i Parken. Han, Christian, oplever i skrivende stund en karma boomerang.

Men inden vi kom så langt som til at Jon og jeg fik 4 måneders håneret, så skulle vi lige finde et sted at se den famøse landskamp, en jagt som skulle vise sig endog meget udfordrende og som også bragte et par nye, interessante bekendtskaber og dertilhørende røverhistorier med sig.

Først tog vi over på en bar som hedder Big Bamboo, tilholdsstedet for det danske fodboldhold Shanghai Vikings og derfor nok aftenens bedste bud på at se kampen. Her havde den store kinesiske firewall desværre lukket for deres stream til Europa, og dermed måtte vi, selvfølgelig efter en fadøl, ud at lede igen. Klokken var nu midnat og kampen startede klokken 2.15.

Næste sted var en norsk-ejet bar, og allerede der ringer alarmklokkerne jo. En norsk stamgæst mente dog at kampen måske kunne blive vist der, og sagde vi gjorde klogt i at blive hængende og vente. Det gjorde vi så, og det blev interessant, for Jon og jeg faldt hurtigt i snak (over en smøg og en fadøl) med to hollændere, Terese og Tom på et par og 30, der sad udenfor. Snart tilsluttede sig også en skaldet, tatoveret, men i øvrigt sympatisk udseende schweizer ved navn Terri, ligeledes i starten af 30'erne, sig. Og Tom og Terri var gode for nogle seriøse røver historier, og de var ikke blege for at dele dem med os. Så i stedet for at se årets vigtigste fodboldkamp endte vi med at høre historie på historie om forskellige småskærmydsler med politiet og hvordan et par hundrede RMB kan få en ud af en knibe, om rigmandssønner som bliver rullet for flere 100.000 kr. af en tvivlsom alliance mellem forbrydere og ordensmagt, om at bestille hele menukortet på byen dyreste restaurant og kun spise en reje, om at de rige bare kan tage stoffer i et land hvor der ellers er dødsstraf for besiddelse og om tilstedeværelsen af The Black Police (mafiaen) til en forretningsforhandling sammen med byens borgmester, politichef og administrative spidser (det var dog ikke i Shanghai, men i en anden provins). Til sidst var det som om at Tom og Terri bare forsøgte at overgå hinanden i vilde historier om gangstere, penge og korruption. Da klokken var ved at være ved kampstart og vi kunne se, at kampen ikke ville blive vist på baren valgte vi at vende snuden mod lejligheden. Vi fik ikke det vi kom efter, men vi fik noget der var næsten lige så godt. Det endte med at Jon og Christian gik i seng mens jeg sad og så liveopdateringerne på Ekstrabladet.dk, småfuld og determineret på at sikre mig at Danmark nu også vandt.

Dagen efter var det en fryd at lade nordmanden vågne op til en lille danskermåtte ude foran hans dør. 

Som billedet oven over antyder har jeg endelig fået fingre i et kamera. Hvis man følger links'ne nedenfor kan man se billeder fra vores tur i zoologisk have samt et par stykker af lejligheden hvor vi bor og endnu et par stykker af motiver fundet rundt omkring i Shanghai.

De små ting man ser rundt omkring, lejligheden samt turen til zoo og en eftermiddag i en park

Indtil næste gang, hav det godt allesammen!

Hvad er en kineser? 1. del

Hej allesammen

Først og fremmest vil jeg starte med at anbefale Jon's og Katja's blogge. De er gode. De kompenserer også for de indtil videre manglende billeder på denne.

Hvad er en kineser? Det var et af de spørgsmål jeg glædede mig en hel del til at få svar på, inden vi tog til Shanghai. Lad mig først og fremmest slå fast, at vi ikke her er ude i et eller andet forstudie til dr. Mengele-eksperimenter. Jeg er ikke racist, de gule er nemlig også mennesker. Dette er blot en beskrivelse af, hvad et par øjne udefra (og lidt oppefra) ser.

Ok, for lige at slå den ihjel, kinesere er ikke gule. De er faktisk godt solariebrune, bare uden amager-nummerpladen. Kvinderne er dog for det meste noget blegere, de går med paraply når solen skinner. Det er et skønhedsideal hernede, men for mig ser det bare ud, som om de hver nat sover i et lukket kammer fyldt med røgen fra 80 grøn Cecil, deres hud er dejlig mat og grå. Til gengæld er det rigtigt, at de ikke er særligt høje. Tom Cruise ville være en høj mand her.

Det er rigtig svært at være kinesisk mand. Jeg har fået endnu en grund til at være glad for at være født i Danmark. Det viser sig nemlig, at hvis en Shanghai-kinesisk mand skal gøre kur til en Shanghai-kinesisk kvinde, så er det ikke nok han ligner og synger karaoke som Helmuth Lotti. Han skal have lidt på kistebunden også. Helt præcist er det et krav at han ejer en ekstra lejlighed til den kommende kone, samt mindst to biler. Det er også anbefalet af have en lejlighed klar til svigermekanikken. Mandens forhandlingsposition bliver heller ikke bedre af at der er 1,07 mand per kvinde hernede. Disse krav til manden bliver eftersigende øget/sænket i takt med kvindens fysiske træk, i grove træk jo smukkere pige, jo flere lejligheder skal der diskes op med. For nylig faldt vi over kontaktannoncerne i Shanghai Daily. De var indrykket af forældrene for deres døtre. Her blev listet en række ønskværdige træk hos en kommende ægtemand til deres datter. Her blev nævnt stilling, bolig, bil, familie, social status. Ikke noget med holdninger og værdier, humor, fremtidsplaner eller interesser. Der var næsten garanti for action hvis man klarede en lille samtale med svigermekanikken. Desværre for den vordende gom var der ikke indrykket billeder af døtrene i samme annoncer. Jeg tvivler på at man kunne få lov at se hende inden "samtalen". Det fysiske bliver der således ikke lagt stor vægt på.

Det med at der ikke bliver lagt stor vægt på det fysiske udseende, det må jeg som vestlig mand sige nok er en meget god ting. Der er ingen grund til at fremhæve de svage sider. For der er godt nok langt i mellem de smukke kvinder hernede. Det er ikke fordi de ikke gør noget ud af sig selv, det gør de lige som alle andre steder. Der er bare ikke noget at se på. Brysterne er to skåle mindre, røven sidder gemt væk under rygsøjlen og benene er afkortede og hjulede (og nej, lille kineserdame, 15 cm hæle forlænger ikke dine ben, de tilføjer blot den smerte som din vaklende gang udtrykker). Her findes smukke kvinder, der er bare helt vildt langt i mellem dem. Jeg forstår selverkendelsen i forældrenes kontaktannoncer.

Altså, alt i alt er jeg glad for at være født i lille Danmark. Vores hud rynker og vi lever kortere (vi lever faktisk lige så længe som kineserne, men hvis vi byttede levestandard er jeg sikker på at kineserne ville vinde med 20 år), men det er en pris jeg gladeligt betaler.

Indtil næste gang, hav det godt allesammen!!