Hej Alle,
Efter at have været afskåret så længe som jeg har fra min blog, så føler jeg at jeg har noget jeg skal indhente, derfor dette indlæg så hurtigt efter forrige.
En af de ting der slår en vesterlænding lige så snart de sætter fod i Kinas suverænt dyreste by er priserne. De er fuldstændig vanvittige. Øjnene sidder vitterligt en lille ½ meter ude foran ansigtet i forbavselse de første par dage. For holy sh't, f*ck, c*ck, b!tch, boner, Claus Hjort! hvor er alting bare billigt! (Den kække vil nok her bemærke at jeg skulle prøve at tage til fx Cambodja, og til det kan jeg kun svare: Ja, det burde jeg, der arbejdes på sagen :))
Jeg har allerede i mit første indlæg beskrevet hvordan en taxatur på 40 km koster 175 RMB, og hvor latterligt billigt det var, men for at give et generelt indtryk af niveauet vil jeg herunder liste en række varer, den danske pris samt den Shanghainesiske. Nu er jeg jo (semi) økonom, og økonomer arbejder med forudsætninger, her er således et par stykker af dem gældende for listen: De danske priser er københavner-priser, de kinesisker priser er ikke kun Shanghai-priser, der er sikkert også et særligt expat (let's rob the white guy) gebyr. Kursen ligger ca. i 0,8083 RMB/DKK (dagens kurs, så ca. som svenske surstrømming-dollars). Alt kan HELT sikkert gøres billigere af en kineser.
Nå, without further ado, her er listen
Vare: DKK RMB
Taxa, startgebyr 42 14
Taxa, kørsel ~15kr/km gratis første 3 km, herefter 2RMB/km
Ejendomsmægler 50.000kr og opefter 35% af huslejen
189 kvm centralt, 5 vær. 25.000+kr/mdr 13.000 RMB/mdr
Politibetjent Citronhalvmåne Ved heldigvis ikke endnu
Barbergel 2 in 1 Gilette ~150 22
H&M boxers 135 158
Bil-indregistrering 180% bilens værdi 54.000 v. auktion
Middag på hæderlig restaurant, alt inkl. 500 40
½ liter Cola Zero 14 - 18 3,80
Big Mac menu 68 23
Løn for reparation af vaskemask. 1000, startgebyr 70, alt inkl.
Det var blot et lille udpluk af den Purchasing Power Partity win, vi står over for her i Shanghai. Visse ting koster også det samme, så som øl på barer, vin har de ikke og luksusvarer koster MINDST lige så meget som i resten af verden. Kinesere kan nemlig godt lide at folk tror de har betalt mange penge for et eller andet. Den omvendte jantelov for fulde omdrejninger. Men igen, det havde man vel forventet i verdens mest liberale og individualistiske, kommunistiske land.
Indtil næste gang, ha' det godt alle sammen
mandag den 29. august 2011
søndag den 28. august 2011
Marmor og maveinfektioner
Hej alle,
Først og fremmest beklager jeg, at det har været småt med indlæg den seneste uges tid. Det er bestemt ikke fordi der ikke er sket noget, det er blot fordi den kinesiske statscensur har haft krammet på os. Min blog er åbenbart at betragte som kontrarevolutionær.
Som sagt, så er det altså ikke fordi der ikke er sket noget den seneste uges tid, at der ikke har været blogget. Fx havde vi onsdag en hyggelig lille introdag på vores nye skole, Jiaotong University på SAIF (Shanghai Avanced Institute of Finance) instituttet. Vi ankom til campus på den modsatte side af hvor vores bygning lå, så vi fik os en lille bonusgåtur gennem campus - det meste af det 2 * 1 km store område bestod af bygninger fra 70'erne og 80'ernes betonkommunisme, den slags udført i mange etager og med et stort potentiale for uendelig administration. Enkelte bygninger er helt faldefærdige.
Da vi efter 10 minutter har gået tværs over campus og kommer til SAIF-bygningen, kan vi godt se, at det er lidt en anden arkitektonisk historie. Det første der slår en er mængden af marmor der er brugt til at indrætte den 10-etagers bygning. Der var åbenbart ikke lige andet i nærheden da man byggede. Dernæst at lobbyen indeholder den hidtil eneste italienske café jeg har set i Shanghai, som ovenikøbet serverer Illy. Under den efterfølgende præsentation, fandt vi så ud af at instituttet er finansieret af Shanghais kommune, at der således er blevet smidt uhyggeligt mange millioner dollars efter at gøre instituttet til det førende af sin art i Kina i år 2018 - det åbnede i april 2009 og vi er de første exchange-studerende der. Har en mistanke om, at det kan betyde positiv særbehandling. En anden god indikator på dette var frokosten samme dag. Vi kunne da ikke spise sammen med den larmende pøbel, så James, lederen for det internationale kontor, førte os ind i faculty-klubbens fineste restaurant og her fik vi en frokost bl.a. bestående af vandmand, helstegt and, dumplings og lotusrødder. Desværre var jeg ikke med til den ligeledes institutsponsorerede karaokeaften fredagen efter pga. det næste jeg vil skrive om.
Jeg har nemlig oplevet en ubehagelig bevirkning ved det shanghainesiske køkken. Fra og med fredag for en uge siden havde jeg haft tynd mave, og det udviklede sig desværre i den forkerte retning indtil jeg onsdag-torsdag i denne uge måtte konstatere at jeg havde decideret diarré. Torsdag aften lignede jeg så tilpas meget et spøgelse, at de andre krævede, at jeg tog til lægen. Så dagen efter afsted til et møde med det kinesiske sundhedssystem.
I denne forbindelse først og fremmest en venlig tanke til Europæiske som tillod direct billing på Parkway Health and Inpatient Center = just bring the drugs on! På daværende tidspunkt var jeg pænt afkræftet og bestemt ikke i humør til at parlamentere med en kinesisk kvaksalver, så jeg var tilfreds med at jeg skulle behandles af australske doktor Morris, en flink, gråhåret mand med statur som en kineser (1,70, tynd, hovedet lidt større i forhold til kroppen end en vestlig) og en lun humor. Han konstaterede at jeg måtte the Shanghai Diarrhea og spurgte om jeg ville have den langsomme pillebehandling eller den hurtigere, dyrere intravenøse behandling. Direct Billing in mente valgt jeg dør nummer 2, hvilket betød drop. Egentlig noget der er simpelt at lægge, men lægen overlod dette til de kinesiske sygeplejersker, og ligesom alle andre kinesere gør i alle andre situationer, gjorde disse to sygeplejerske et simpelt drop til en uhyre kompliceret proces. Efter lidt diskusion de to sygeplejerske i mellem samt spild af en gummislange lykkedes det dog. Sygeplejerskerne mistede også min blodprøve undervejs, men det tillægger jeg skæbnens ugunst - især fordi jeg i skrivende stund, to dage efter, har det helt godt her 2/3 af vejen gennem min penicillinkur. Hospitalet var i øvrigt pænt og rent og virkede som et sted for de rige, også ved det at der var masser af expats, så jeg tænker at oplevelsen ikke er helt repræsentativ for hvad den jævne kineser kommer ud for, hvis de står i samme situation. Og det er jeg egentlig fint tilfreds med.
Indtil næste gang, hav det godt alle sammen!
Først og fremmest beklager jeg, at det har været småt med indlæg den seneste uges tid. Det er bestemt ikke fordi der ikke er sket noget, det er blot fordi den kinesiske statscensur har haft krammet på os. Min blog er åbenbart at betragte som kontrarevolutionær.
Som sagt, så er det altså ikke fordi der ikke er sket noget den seneste uges tid, at der ikke har været blogget. Fx havde vi onsdag en hyggelig lille introdag på vores nye skole, Jiaotong University på SAIF (Shanghai Avanced Institute of Finance) instituttet. Vi ankom til campus på den modsatte side af hvor vores bygning lå, så vi fik os en lille bonusgåtur gennem campus - det meste af det 2 * 1 km store område bestod af bygninger fra 70'erne og 80'ernes betonkommunisme, den slags udført i mange etager og med et stort potentiale for uendelig administration. Enkelte bygninger er helt faldefærdige.
Da vi efter 10 minutter har gået tværs over campus og kommer til SAIF-bygningen, kan vi godt se, at det er lidt en anden arkitektonisk historie. Det første der slår en er mængden af marmor der er brugt til at indrætte den 10-etagers bygning. Der var åbenbart ikke lige andet i nærheden da man byggede. Dernæst at lobbyen indeholder den hidtil eneste italienske café jeg har set i Shanghai, som ovenikøbet serverer Illy. Under den efterfølgende præsentation, fandt vi så ud af at instituttet er finansieret af Shanghais kommune, at der således er blevet smidt uhyggeligt mange millioner dollars efter at gøre instituttet til det førende af sin art i Kina i år 2018 - det åbnede i april 2009 og vi er de første exchange-studerende der. Har en mistanke om, at det kan betyde positiv særbehandling. En anden god indikator på dette var frokosten samme dag. Vi kunne da ikke spise sammen med den larmende pøbel, så James, lederen for det internationale kontor, førte os ind i faculty-klubbens fineste restaurant og her fik vi en frokost bl.a. bestående af vandmand, helstegt and, dumplings og lotusrødder. Desværre var jeg ikke med til den ligeledes institutsponsorerede karaokeaften fredagen efter pga. det næste jeg vil skrive om.
Jeg har nemlig oplevet en ubehagelig bevirkning ved det shanghainesiske køkken. Fra og med fredag for en uge siden havde jeg haft tynd mave, og det udviklede sig desværre i den forkerte retning indtil jeg onsdag-torsdag i denne uge måtte konstatere at jeg havde decideret diarré. Torsdag aften lignede jeg så tilpas meget et spøgelse, at de andre krævede, at jeg tog til lægen. Så dagen efter afsted til et møde med det kinesiske sundhedssystem.
I denne forbindelse først og fremmest en venlig tanke til Europæiske som tillod direct billing på Parkway Health and Inpatient Center = just bring the drugs on! På daværende tidspunkt var jeg pænt afkræftet og bestemt ikke i humør til at parlamentere med en kinesisk kvaksalver, så jeg var tilfreds med at jeg skulle behandles af australske doktor Morris, en flink, gråhåret mand med statur som en kineser (1,70, tynd, hovedet lidt større i forhold til kroppen end en vestlig) og en lun humor. Han konstaterede at jeg måtte the Shanghai Diarrhea og spurgte om jeg ville have den langsomme pillebehandling eller den hurtigere, dyrere intravenøse behandling. Direct Billing in mente valgt jeg dør nummer 2, hvilket betød drop. Egentlig noget der er simpelt at lægge, men lægen overlod dette til de kinesiske sygeplejersker, og ligesom alle andre kinesere gør i alle andre situationer, gjorde disse to sygeplejerske et simpelt drop til en uhyre kompliceret proces. Efter lidt diskusion de to sygeplejerske i mellem samt spild af en gummislange lykkedes det dog. Sygeplejerskerne mistede også min blodprøve undervejs, men det tillægger jeg skæbnens ugunst - især fordi jeg i skrivende stund, to dage efter, har det helt godt her 2/3 af vejen gennem min penicillinkur. Hospitalet var i øvrigt pænt og rent og virkede som et sted for de rige, også ved det at der var masser af expats, så jeg tænker at oplevelsen ikke er helt repræsentativ for hvad den jævne kineser kommer ud for, hvis de står i samme situation. Og det er jeg egentlig fint tilfreds med.
Indtil næste gang, hav det godt alle sammen!
onsdag den 17. august 2011
Det skriver de ikke om i guidebøgerne...
Hej igen,
Selv om det kun er to dage siden sidste indlæg, så er der sket uhyggeligt meget. Vi har været på lejlighedsjagt, og selv om Shanghai er en by med rigt udvalg og, skulle det vise sig, nogenlunde rimelige boligpriser, så er det stadig en udfordring at finde en lejlighed der passer til 3 studerende og en intern. I går var der heldigvis bid, den anden lejlighed vores agent Jackie (en på overfladen flink, men også smålusket kineser på vores alder) viste os var perfekt: 21. etage, 4 gode værelser, god beliggenhed, rimelig pris. Efter at have konfereret med Jackie efter visningen, fortalte vi ham, at vi var meget interesserede - og SÅ gik det ellers stærkt! Et par timer senere havde vi lagt et tilkendegivelsesbeløb på 5000 RMB (4000 kr) for at vise vores interesse. Senere samme aften, efter vi havde sundet os lidt på endnu en af Shanghais fantastisk restauranter (Hangshen, hajfinnesuppe smager fantastisk, det opvejer faktisk den dårlige samvittighed over at spise det) ringede Jackie og sagde, at landlorden var klar til mødes med os og skrive under allerede dagen efter (idag).
Vi havde alle tre en lidt urolig aften, nat og morgen, ikke helt sikre på om der pludselig ville opstå komplikationer der kunne få det hele til at gå i vasken.
I dag skulle vi så mødes med Jackie kl. ½2. Efter lidt parlamenteren over kontraktens indhold samt over at vi skulle betale en del i forskud og depositum (bare den del der skulle betales kontant voldte os en smule kvaler at få hævet i banken) kørte vi i chefens bil (et tegn på at det vist heller ikke var nogen lille handel for Jackie og Familiar Real Estate) i en time igennem Shanghais hektiske trafik, hen over og under kilometerlange, 3 spors motorvejsbroer og senere på regulær landevej. Landskabet der passerede forbi bilens rude skiftede fra først store komplekser med kæmpestore højhuse, til mindre, mere trøstesløse og grå 10 etagers ejendomme til en-etagers huse langs en af de mange floder hvor skraldebunker, store gasledninger og faldefærdige, overlæssede lastbiler prægede æstetikken. Lige pludselig drejer bilen skarp til højre, og gem bag en masse lave palmetræer og en vejbom lå pludselig et kompleks af villaer med små haver tydeligvis tilhørende den lidt rigere del af
befolkningen.
Da vi ankom blev vi overraskede over at se, at det var fyren der sammen med Jackie havde vist os lejligheden dagen i forvejen, der faktisk var vores landlord. I hans skandinavisk indrettede hus og med svenske the Knife i højtalerne satte vi os ned ved hans bor alle 5, kaffen blev budt rundt og et stort smil bredte sig på hans mund da Jon og jeg sagde vi røg - første cigaret blev budt af den normale pakke, men efter at vi havde snakket lidt blev den dyre, røde pakke cigaretter hevet frem og vi blev således budt disse. Som det hele skred frem virkede Jason, som han hedder, som en rimelig mand ( som HELT sikkert kan alle de små julelege) og stemningen ved bordet var god. Den eneste lidt ubehagelige overraskelse kom da vi fandt ud af, at Jackie havde prøvet at få os til at lokke Jason til at betale for rengøringen af lejligheden - lynhurtigt spottede Jason det lille trick og fik smidt udgiften lige tilbage i hovedet på Jackie som hurtigt lovede at stå for rengøringen af lejligheden (uden af Jackie tabte ansigt). De er småluskede de kinesere... Det var heldigvis ikke værre end at vinen hurtigt blev hentet frem for at fejre en god handel. Vi gik derfra med nøglerne i hånden!!
Efter at have overlevet den sindsyge hjemtur i bil (hvor manøvren højresving-uvending-højresving for at køre over for rødt bl.a. blev demonstreret i Shanghais myldretid!) spiste vi sejrsmiddag på en lille, lokal restaurant. Vi bestilte 7 retter, de 6 helt fantastisk gode, især stegte blomkål i en form for boullion med to slags chili samt oksekøde på palmeblade var store oplevelser, og blev dygtigt mætte. For under 70 kr. pro pers. inkl drikkevarer!!!!!! Lige op og se lidt på skylinen og diskutere dagens hændelser en sidste gang og så hjem på hotellet.
Ingen turistguide kunne have vist os et på den måde autentisk billede af hvordan det er at gøre forretninger med kineserne, deres venlige gemyt, deres ufattelige serviceminded-hed, deres småjulelege og de ekstremt kontrastfyldte omgivelser det hele foregik i. En oplevelse for livet. Og så har jeg ikke engang fortalt om vores franske ven på Familiar Real Estate, han fortalte os aldrig sit navn, men han virkede som det mest desillusionerede menneske jeg nogensinde har mødt, grænsende til selvmordskandidat.
Har skrevet for meget, ved det, jeg undskylder, nu stopper strømmen. Håber at alle hjemme i DK har det godt. Det har vi.
Selv om det kun er to dage siden sidste indlæg, så er der sket uhyggeligt meget. Vi har været på lejlighedsjagt, og selv om Shanghai er en by med rigt udvalg og, skulle det vise sig, nogenlunde rimelige boligpriser, så er det stadig en udfordring at finde en lejlighed der passer til 3 studerende og en intern. I går var der heldigvis bid, den anden lejlighed vores agent Jackie (en på overfladen flink, men også smålusket kineser på vores alder) viste os var perfekt: 21. etage, 4 gode værelser, god beliggenhed, rimelig pris. Efter at have konfereret med Jackie efter visningen, fortalte vi ham, at vi var meget interesserede - og SÅ gik det ellers stærkt! Et par timer senere havde vi lagt et tilkendegivelsesbeløb på 5000 RMB (4000 kr) for at vise vores interesse. Senere samme aften, efter vi havde sundet os lidt på endnu en af Shanghais fantastisk restauranter (Hangshen, hajfinnesuppe smager fantastisk, det opvejer faktisk den dårlige samvittighed over at spise det) ringede Jackie og sagde, at landlorden var klar til mødes med os og skrive under allerede dagen efter (idag).
Vi havde alle tre en lidt urolig aften, nat og morgen, ikke helt sikre på om der pludselig ville opstå komplikationer der kunne få det hele til at gå i vasken.
I dag skulle vi så mødes med Jackie kl. ½2. Efter lidt parlamenteren over kontraktens indhold samt over at vi skulle betale en del i forskud og depositum (bare den del der skulle betales kontant voldte os en smule kvaler at få hævet i banken) kørte vi i chefens bil (et tegn på at det vist heller ikke var nogen lille handel for Jackie og Familiar Real Estate) i en time igennem Shanghais hektiske trafik, hen over og under kilometerlange, 3 spors motorvejsbroer og senere på regulær landevej. Landskabet der passerede forbi bilens rude skiftede fra først store komplekser med kæmpestore højhuse, til mindre, mere trøstesløse og grå 10 etagers ejendomme til en-etagers huse langs en af de mange floder hvor skraldebunker, store gasledninger og faldefærdige, overlæssede lastbiler prægede æstetikken. Lige pludselig drejer bilen skarp til højre, og gem bag en masse lave palmetræer og en vejbom lå pludselig et kompleks af villaer med små haver tydeligvis tilhørende den lidt rigere del af
befolkningen.
Da vi ankom blev vi overraskede over at se, at det var fyren der sammen med Jackie havde vist os lejligheden dagen i forvejen, der faktisk var vores landlord. I hans skandinavisk indrettede hus og med svenske the Knife i højtalerne satte vi os ned ved hans bor alle 5, kaffen blev budt rundt og et stort smil bredte sig på hans mund da Jon og jeg sagde vi røg - første cigaret blev budt af den normale pakke, men efter at vi havde snakket lidt blev den dyre, røde pakke cigaretter hevet frem og vi blev således budt disse. Som det hele skred frem virkede Jason, som han hedder, som en rimelig mand ( som HELT sikkert kan alle de små julelege) og stemningen ved bordet var god. Den eneste lidt ubehagelige overraskelse kom da vi fandt ud af, at Jackie havde prøvet at få os til at lokke Jason til at betale for rengøringen af lejligheden - lynhurtigt spottede Jason det lille trick og fik smidt udgiften lige tilbage i hovedet på Jackie som hurtigt lovede at stå for rengøringen af lejligheden (uden af Jackie tabte ansigt). De er småluskede de kinesere... Det var heldigvis ikke værre end at vinen hurtigt blev hentet frem for at fejre en god handel. Vi gik derfra med nøglerne i hånden!!
Efter at have overlevet den sindsyge hjemtur i bil (hvor manøvren højresving-uvending-højresving for at køre over for rødt bl.a. blev demonstreret i Shanghais myldretid!) spiste vi sejrsmiddag på en lille, lokal restaurant. Vi bestilte 7 retter, de 6 helt fantastisk gode, især stegte blomkål i en form for boullion med to slags chili samt oksekøde på palmeblade var store oplevelser, og blev dygtigt mætte. For under 70 kr. pro pers. inkl drikkevarer!!!!!! Lige op og se lidt på skylinen og diskutere dagens hændelser en sidste gang og så hjem på hotellet.
Ingen turistguide kunne have vist os et på den måde autentisk billede af hvordan det er at gøre forretninger med kineserne, deres venlige gemyt, deres ufattelige serviceminded-hed, deres småjulelege og de ekstremt kontrastfyldte omgivelser det hele foregik i. En oplevelse for livet. Og så har jeg ikke engang fortalt om vores franske ven på Familiar Real Estate, han fortalte os aldrig sit navn, men han virkede som det mest desillusionerede menneske jeg nogensinde har mødt, grænsende til selvmordskandidat.
Har skrevet for meget, ved det, jeg undskylder, nu stopper strømmen. Håber at alle hjemme i DK har det godt. Det har vi.
mandag den 15. august 2011
Jeg vil have mere Shanghai!
Efter 1½ døgn i Shanghai begynder man så småt at indse hvor stor den her by egentlig er! Bare turen fra lufthavnen i taxa var over 40 km, og de 39 af dem foregik på vej hævet 10 meter over jorden på hvad der reelt må betegnes som verdens længste bro over jord. Heldigvis kostede turen kun 175 yuan (140 kr).
Taxa er i det hele taget helt absurd billigt, startgebyret ligger på ublu 14 yuan og begynder ikke at tikke før der er kørt 3 km - uanset køretid!
Vores hotelværelse er pænt og rent, vi er blevet virkelig godt taget imod af en dansker ved navn Rasmus som lige sparede os for et par dages kommunikationsvanskeligheder med lokalbefolkningen ved at hjælpe med mobilabonnement (som også er absurd billigt) og med at få fat i en real estate agent som allerede har vist os et par lejligheder.
I det hele taget er der tale om Puchasing Power Parity win hernede! Vi har i dag set på to lejligheder, en på 15. sal i to etager med to stuer, 3 værelser, 2 badeværelser, spisestue samt fitness og pool tilknyttet ejendommen - alt sammen for 13.000 yuan!! (10.000 kr!) - desværre var ruminddeling skod, vi kan ikke bo der. En anden lejlighed så bedre ud og havde en gammel, glad, blå-øjet og ikke mindst engelsk talende mand, hvilket gør ham til one-of-a-kind kineser.
Varmen og fugtigheden hernede er til gengæld ulidelig. Man går konstant rundt med små svedperler på panden og det er en lettelse hver gang man passerer en af de mange åbne butiksdøre hvor airconditionen blæser ud fra. Det giver lidt luft i en by hvor det ellers overhovedet ikke blæser. Overhovedet. Hvilket det burde. Meget.
Dette bare et tilfældig udpluk af den konstante tyfon af indtryk man bliver mødt med i denne by. Jeg tror ikke på jeg løber tør for oplevelser på mit halve år hernede.
Håber I alle har det vel i Danmark. Skriv gerne en kommentar hvis der er noget man gerne vil have uddybet eller har et spørgsmål.
VH
Peter
PS: Shanghai har 23 mio. indbyggere og er på størrelse med Sjælland. Danmark ER en lillebitte andedam.
Taxa er i det hele taget helt absurd billigt, startgebyret ligger på ublu 14 yuan og begynder ikke at tikke før der er kørt 3 km - uanset køretid!
Vores hotelværelse er pænt og rent, vi er blevet virkelig godt taget imod af en dansker ved navn Rasmus som lige sparede os for et par dages kommunikationsvanskeligheder med lokalbefolkningen ved at hjælpe med mobilabonnement (som også er absurd billigt) og med at få fat i en real estate agent som allerede har vist os et par lejligheder.
I det hele taget er der tale om Puchasing Power Parity win hernede! Vi har i dag set på to lejligheder, en på 15. sal i to etager med to stuer, 3 værelser, 2 badeværelser, spisestue samt fitness og pool tilknyttet ejendommen - alt sammen for 13.000 yuan!! (10.000 kr!) - desværre var ruminddeling skod, vi kan ikke bo der. En anden lejlighed så bedre ud og havde en gammel, glad, blå-øjet og ikke mindst engelsk talende mand, hvilket gør ham til one-of-a-kind kineser.
Varmen og fugtigheden hernede er til gengæld ulidelig. Man går konstant rundt med små svedperler på panden og det er en lettelse hver gang man passerer en af de mange åbne butiksdøre hvor airconditionen blæser ud fra. Det giver lidt luft i en by hvor det ellers overhovedet ikke blæser. Overhovedet. Hvilket det burde. Meget.
Dette bare et tilfældig udpluk af den konstante tyfon af indtryk man bliver mødt med i denne by. Jeg tror ikke på jeg løber tør for oplevelser på mit halve år hernede.
Håber I alle har det vel i Danmark. Skriv gerne en kommentar hvis der er noget man gerne vil have uddybet eller har et spørgsmål.
VH
Peter
PS: Shanghai har 23 mio. indbyggere og er på størrelse med Sjælland. Danmark ER en lillebitte andedam.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)