Det skriver de ikke om i guidebøgerne...

Hej igen,
Selv om det kun er to dage siden sidste indlæg, så er der sket uhyggeligt meget. Vi har været på lejlighedsjagt, og selv om Shanghai er en by med rigt udvalg og, skulle det vise sig, nogenlunde rimelige boligpriser, så er det stadig en udfordring at finde en lejlighed der passer til 3 studerende og en intern. I går var der heldigvis bid, den anden lejlighed vores agent Jackie (en på overfladen flink, men også smålusket kineser på vores alder) viste os var perfekt: 21. etage, 4 gode værelser, god beliggenhed, rimelig pris. Efter at have konfereret med Jackie efter visningen, fortalte vi ham, at vi var meget interesserede - og SÅ gik det ellers stærkt! Et par timer senere havde vi lagt et tilkendegivelsesbeløb på 5000 RMB (4000 kr) for at vise vores interesse. Senere samme aften, efter vi havde sundet os lidt på endnu en af Shanghais fantastisk restauranter (Hangshen, hajfinnesuppe smager fantastisk, det opvejer faktisk den dårlige samvittighed over at spise det) ringede Jackie og sagde, at landlorden var klar til mødes med os og skrive under allerede dagen efter (idag).

Vi havde alle tre en lidt urolig aften, nat og morgen, ikke helt sikre på om der pludselig ville opstå komplikationer der kunne få det hele til at gå i vasken.

I dag skulle vi så mødes med Jackie kl. ½2. Efter lidt parlamenteren over kontraktens indhold samt over at vi skulle betale en del i forskud og depositum (bare den del der skulle betales kontant voldte os en smule kvaler at få hævet i banken) kørte vi i chefens bil (et tegn på at det vist heller ikke var nogen lille handel for Jackie og Familiar Real Estate) i en time igennem Shanghais hektiske trafik, hen over og under kilometerlange, 3 spors motorvejsbroer og senere på regulær landevej. Landskabet der passerede forbi bilens rude skiftede fra først store komplekser med kæmpestore højhuse, til mindre, mere trøstesløse og grå 10 etagers ejendomme til en-etagers huse langs en af de mange floder hvor skraldebunker, store gasledninger og faldefærdige, overlæssede lastbiler prægede æstetikken. Lige pludselig drejer bilen skarp til højre, og gem bag en masse lave palmetræer og en vejbom lå pludselig et kompleks af villaer med små haver tydeligvis tilhørende den lidt rigere del af
befolkningen.

Da vi ankom blev vi overraskede over at se, at det var fyren der sammen med Jackie havde vist os lejligheden dagen i forvejen, der faktisk var vores landlord. I hans skandinavisk indrettede hus og med svenske the Knife i højtalerne satte vi os ned ved hans bor alle 5, kaffen blev budt rundt og et stort smil bredte sig på hans mund da Jon og jeg sagde vi røg - første cigaret blev budt af den normale pakke, men efter at vi havde snakket lidt blev den dyre, røde pakke cigaretter hevet frem og vi blev således budt disse. Som det hele skred frem virkede Jason, som han hedder, som en rimelig mand ( som HELT sikkert kan alle de små julelege) og stemningen ved bordet var god. Den eneste lidt ubehagelige overraskelse kom da vi fandt ud af, at Jackie havde prøvet at få os til at lokke Jason til at betale for rengøringen af lejligheden - lynhurtigt spottede Jason det lille trick og fik smidt udgiften lige tilbage i hovedet på Jackie som hurtigt lovede at stå for rengøringen af lejligheden (uden af Jackie tabte ansigt). De er småluskede de kinesere... Det var heldigvis ikke værre end at vinen hurtigt blev hentet frem for at fejre en god handel. Vi gik derfra med nøglerne i hånden!!

Efter at have overlevet den sindsyge hjemtur i bil (hvor manøvren højresving-uvending-højresving for at køre over for rødt bl.a. blev demonstreret i Shanghais myldretid!) spiste vi sejrsmiddag på en lille, lokal restaurant. Vi bestilte 7 retter, de 6 helt fantastisk gode, især stegte blomkål i en form for boullion med to slags chili samt oksekøde på palmeblade var store oplevelser, og blev dygtigt mætte. For under 70 kr. pro pers. inkl drikkevarer!!!!!! Lige op og se lidt på skylinen og diskutere dagens hændelser en sidste gang og så hjem på hotellet.

Ingen turistguide kunne have vist os et på den måde autentisk billede af hvordan det er at gøre forretninger med kineserne, deres venlige gemyt, deres ufattelige serviceminded-hed, deres småjulelege og de ekstremt kontrastfyldte omgivelser det hele foregik i. En oplevelse for livet. Og så har jeg ikke engang fortalt om vores franske ven på Familiar Real Estate, han fortalte os aldrig sit navn, men han virkede som det mest desillusionerede menneske jeg nogensinde har mødt, grænsende til selvmordskandidat.

Har skrevet for meget, ved det, jeg undskylder, nu stopper strømmen. Håber at alle hjemme i DK har det godt. Det har vi.