Marmor og maveinfektioner

Hej alle,
Først og fremmest beklager jeg, at det har været småt med indlæg den seneste uges tid. Det er bestemt ikke fordi der ikke er sket noget, det er blot fordi den kinesiske statscensur har haft krammet på os. Min blog er åbenbart at betragte som kontrarevolutionær.

Som sagt, så er det altså ikke fordi der ikke er sket noget den seneste uges tid, at der ikke har været blogget. Fx havde vi onsdag en hyggelig lille introdag på vores nye skole, Jiaotong University på SAIF (Shanghai Avanced Institute of Finance) instituttet. Vi ankom til campus på den modsatte side af hvor vores bygning lå, så vi fik os en lille bonusgåtur gennem campus - det meste af det 2 * 1 km store område bestod af bygninger fra 70'erne og 80'ernes betonkommunisme, den slags udført i mange etager og med et stort potentiale for uendelig administration. Enkelte bygninger er helt faldefærdige.

Da vi efter 10 minutter har gået tværs over campus og kommer til SAIF-bygningen, kan vi godt se, at det er lidt en anden arkitektonisk historie. Det første der slår en er mængden af marmor der er brugt til at indrætte den 10-etagers bygning. Der var åbenbart ikke lige andet i nærheden da man byggede. Dernæst at lobbyen indeholder den hidtil eneste italienske café jeg har set i Shanghai, som ovenikøbet serverer Illy. Under den efterfølgende præsentation, fandt vi så ud af at instituttet er finansieret af Shanghais kommune, at der således er blevet smidt uhyggeligt mange millioner dollars efter at gøre instituttet til det førende af sin art i Kina i år 2018 - det åbnede i april 2009 og vi er de første exchange-studerende der. Har en mistanke om, at det kan betyde positiv særbehandling. En anden god indikator på dette var frokosten samme dag. Vi kunne da ikke spise sammen med den larmende pøbel, så James, lederen for det internationale kontor, førte os ind i faculty-klubbens fineste restaurant og her fik vi en frokost bl.a. bestående af vandmand, helstegt and, dumplings og lotusrødder. Desværre var jeg ikke med til den ligeledes institutsponsorerede karaokeaften fredagen efter pga. det næste jeg vil skrive om.

Jeg har nemlig oplevet en ubehagelig bevirkning ved det shanghainesiske køkken. Fra og med fredag for en uge siden havde jeg haft tynd mave, og det udviklede sig desværre i den forkerte retning indtil jeg onsdag-torsdag i denne uge måtte konstatere at jeg havde decideret diarré. Torsdag aften lignede jeg så tilpas meget et spøgelse, at de andre krævede, at jeg tog til lægen. Så dagen efter afsted til et møde med det kinesiske sundhedssystem.

I denne forbindelse først og fremmest en venlig tanke til Europæiske som tillod direct billing på Parkway Health and Inpatient Center = just bring the drugs on! På daværende tidspunkt var jeg pænt afkræftet og bestemt ikke i humør til at parlamentere med en kinesisk kvaksalver, så jeg var tilfreds med at jeg skulle behandles af australske doktor Morris, en flink, gråhåret mand med statur som en kineser (1,70, tynd, hovedet lidt større i forhold til kroppen end en vestlig) og en lun humor. Han konstaterede at jeg måtte the Shanghai Diarrhea og spurgte om jeg ville have den langsomme pillebehandling eller den hurtigere, dyrere intravenøse behandling. Direct Billing in mente valgt jeg dør nummer 2, hvilket betød drop. Egentlig noget der er simpelt at lægge, men lægen overlod dette til de kinesiske sygeplejersker, og ligesom alle andre kinesere gør i alle andre situationer, gjorde disse to sygeplejerske et simpelt drop til en uhyre kompliceret proces. Efter lidt diskusion de to sygeplejerske i mellem samt spild af en gummislange lykkedes det dog. Sygeplejerskerne mistede også min blodprøve undervejs, men det tillægger jeg skæbnens ugunst - især fordi jeg i skrivende stund, to dage efter, har det helt godt her 2/3 af vejen gennem min penicillinkur. Hospitalet var i øvrigt pænt og rent og virkede som et sted for de rige, også ved det at der var masser af expats, så jeg tænker at oplevelsen ikke er helt repræsentativ for hvad den jævne kineser kommer ud for, hvis de står i samme situation. Og det er jeg egentlig fint tilfreds med.

Indtil næste gang, hav det godt alle sammen!