Don’t get sick, little China man

Hej Alle,

Når man som os efterhånden har befundet sig det samme sted et stykke tid, lærer man at finde de små huller i den smogtætte betonjungle. Shanghai er en by, som for 10-15 år siden så meget anderledes ud. Det er ikke noget vi umiddelbart ser. Vi bor i en meget moderne og central del af byen i et 35 etagers kompleks som hedder Da Tong Garden, klemt inde imellem to enorme veje og et 58-etagers luksushotel. Vi har 2 Starbucks inden for 500 meter. Det er et glansbillede på det fremstormende Kina. Man fornemmer dog hurtigt at man ikke skal kradse meget i overfladen, før man ser et andet billede. Efterhånden som vi har bevæget os rundt til fods i byen, har vi fundet små lommer af byen som den så ud, før fremskridtet fik fat. Lommerne bliver mindre og mindre, men de er der, og efterhånden som de bliver klemt inde i mellem de imposante ejendomskomplekser som skyder op overalt i downtown, bliver kontrasten bare tydeligere og mere grotesk.

Hvis man går sig en tur på et par kilometer fra vores compound og ind mod den del af byen, der hedder Old Town, går man blandt hundrede meter høje betonmonumenter, indtil man går ned ad en sidegade rundt om et de høje huse. Når man kommer om på den anden side kan man pludselig få solen i øjnene; bygningerne er blevet lavere og skygger ikke længere. De er faldefærdige og grå, gyderne vi går af er to mand brede, el-installationerne hænger så jeg skal dukke mig. Næseborerne fyldes af duften af mad, madaffald og dårlige sanitære forhold. Fra den smalle gyde rammer vi en en lidt bredere vej med boder på begge sider, biler, scootere og mennesker som snor sig ind og ud mellem hinanden, hver eneste vindue ud til gaden er en dumplingkiosk. Her kan man komme til at se freedompants, blive spyttet for fødderne og høre kinesernes meget højlydte måde at diskutere på. Vi er blevet transporteret et andet sted hen 20 år tilbage i tiden, 1000 km nordpå. Alt imens kan vi høre byggelarmen i baggrunden og højhusene som omringer det lille mikrokosmos og minder os om, at den slags lommer lever på lånt tid, at den oprindelige kinesiske livsstil er ved at gøre plads for noget andet. Lommerne bliver stille og roligt spist af fremskridtet, og det går stærkt, det er som om man er besat af idéen om at vise, at Kina kan være moderne. Jeg tror bare ikke man her i Shanghai har set, at det er den sidste del af sjælen man sælger til djævlen, før det er for sent.

Et engelsk ordsprog lyder sådan her: ”You can’t make an omelet without breaking some eggs”, hvilket frit kan oversættes til ”don’t get sick, little China man”. Kinesere sparer op som gale af deres løn, og det gør de af to årsager; fordi de skal have råd til lejlighed (man kan ikke bare låne penge af de statsejede banker), og fordi der ikke eksisterer sygeforsikring. Den helt store årsag til, at kinesere går bankerot, er sygdom i familien. Når man sammenholder det med de horrible forhold, som næsten alle arbejder under i produktionen hernede, tror jeg selv Amalie kunne regne ud, (ok, måske ikke Amalie, så da Morten Duncan (ok, måske heller ikke ham, så da Villy S.)) at der bliver klækket et par æg i fremskridtets navn. Det er bare ikke noget man tager sig af hernede, for man tager sig ikke af andres ulykke. Forleden læste jeg i avisen, at en gammel mand var faldet om med et hjerteanfald på åben gade, og først var blevet hjulpet efter en time. Da var det for sent. Så længe kineserne har den holdning, så vil vejen til fremskridtet være brolagt med menneskelig tragedie. Så don’t get sick, litlle China man!