Yellow Mountains, mt. Huangshan

Hej Alle,


Der er sket en del siden sidst. Der er sket en masse hverdagsting som jeg ikke vil trætte (så meget) med denne gang, i stedet vil jeg fortælle om vores tur til De Gule Bjerge.
Den starter på South Shanghai Railway Station. Kinesisk transport er ikke sådan lige at greje, så vi tog som foreslået af vores veninde Johanne bussen fra Shanghai til Huangshan (som betyder gult bjerg på kinesisk). Vi grejede det bare ikke helt, for vi endte i et andet turisthelvede end Johanne, fordi vi ikke stod af bussen i tide, men pyt, vi fik os indlogeret på et billigt hotel og begyndte at udforske den lille by for foden af selve mount Huangshan. Det var ikke noget hit. Det var en stor byggeplads, der blev bygget de første 5 hoteller og et mall samtidig, der var ingen turister og restauranterne, som lå dør om dør havde meget få hvis nogen gæster. En by som aldrig nåede at være by, før den blev spøgelsesby. Hver eneste restaurantejer kaldte på os for at få omsætningen. Og vi blev selvfølgelig snydt grumt da vi endelig købte mad. Til gengæld havde byen et par gode ekempler på chinglish:

Lidt nedtur, men efter en god nats søvn, var vi klar til at køre de sidste tyve minutter til foden af mount Huangshan. Solen skinnede og allerede ved opstigningen begyndte den smukke natur at vise sig. Samtidig er kinesere luddovne, så vi havde faktisk dejlig ro de 2 første af 4 timers opstigning. Kineserne stod nemlig i den flere timer lange kø til gondolerne.
Gondolerne er i øvrigt strengt forbeholdt turister. Eller sagt på en anden måde, varetransporter op til hotellerne i 1860 meters højde foregår på lidt mere gammeldags manèr:

YES, de her mænd har nok 40 kg på hver side af den halve bambusstang. Det er helt vildt så meget de slæber, det kan bare ikke være et job med en høj gennemsnitsalder. Til gengæld var de fleste af dem ved godt mod, og ved denne lejlighed gav en af dem faktisk Jon en smøg. Har ikke andet end respekt for dem.

Efter to nærmest kineserfri timer, kom vi op til gondolernes  endestation, og her brød helvede pludselig løs med kinesere overalt i kø til fotospots, guider med højtalere på maven som råbte unødigt højt og forvirrede kinesere som mente at de var i naturen. Det var de, men de gjorde hvad de kunne for råbe og crowde den ihjel, heldigvis ikke noget som Yellow Mountains hurtigt ryster af sig. Skiltet nedenfor viser alle de gode intentioner som kineserne har, de andre billeder taler vist for sig selv :)

Da vi kom til toppen efter de her 4 timer, de to sidste brugt i mere eller mindre i kø på smalle trapper, bookede vi et værelse på et 8 sengs dorm og gik op til udsigtspunktet i 1860 meters højde. Udsigten var bestemt ikke slem, men det skulle blive meget bedre dagen efter. i mellemtiden skulle vi lige spise og sove.  Nedenfor et par billeder for illustrative purposes.

Vi havde undervejs fundet ud af, at vi havde undervurderet hvor turistfjendtligt et prisniveau der var i disse højder, og vi var derfor lidt flove for kontanter, og uden mulighed for at hæve (tror ikke man overlader bærerne at bære kontanter til en ATM til toppen af indlysende årsager) Det endte godt, men vi kom hjem til Shanghai med under 100 rmb tilbage - tilsammen.

Anywho, før vi kunne nyde Huangshans berømte solopgang sammen med 5000 kinesere, skulle vi lige sove sammen med 5 andre i vores dorm. De to var flinke nok, de sov. Den tredje sms´ ede indtil midnat - med tastelyd. Den fjerde så tv og den femte led af meget voldsomt søvnapnø med dertilhørende tordensnork. vi sov ikke godt og det var mildt sagt hårdt at komme op klokken 5 næste dag for at se solopgangen. Ud over at det var specielt at dele morgenen på toppen af et bjerg på et udsigtspunkt sammen med en masse kinesere, ødelagde skydækket desværre æstetikken lidt. Visse kinesere kedede synes det var lige så interessant at tage billeder af den meget høje hvide mand med skæg der blokerede deres udsyn.

Man kan godt fornemme at det var her man optog Avatar

I ok humør oven på den alligevel betagende oplevelse, men alligevel en smule skuffede over, at solen blev bag skyerne, begyndte vi efter morgenmad at begive os ned ad bjerget, og her viste solen sammen med Huangshan hvor smuk natur kan være. Jeg lader lige billederne stå lidt for sig selv, det kan de godt:

Solen viser sig, fedt!

Sol i øjnene, det er ok :)

Lidt gule bjerge

Man kan ane et af hotellerne, som er afhængige af bærernes utrættelige arbejde

Ikke dårligt klokken ½9 fredag morgen :)

Tusind højdemeter ned = mange trapper!!

Efteråret var så småt, så smukt kommet til Huangshan

Ja, det er bambus, ja de fortsætter to meter ud af billedet, ja han har i hvert fald en time til toppen, kun trapper

Flot lille træ, dem var der mange af

Christian foreviger Jon

Mig foreviget :)

vi var bjergtagede.
Det var i det hele taget en fantastisk tur. Jeg menre virkelig at man bør se de gule bjerge hvis man bare er inden for 1000 km af dem. Eller 2000. De er det hele værd. Hvad mine naturoplevelser angår er Huangshan kun overgået af Grand Canyon, og det kun lige.

Desværre bliver det her nok den sidste tur vi når i Kina, i hvert fald mens semestret er i gang. Nu begynder skolen for alvor at tage fat. Det er selvfølgelig utilfredsstillende.

Det var alt hvad jeg havde for denne gang, hav det godt allesammen


PS: alle billeder fra turen til Huangshan her